Psykolog i Kriminalforsorgen

En psykolog i Kriminalforsorgen bruger psykologfaglig viden i en organisation, der både skal fuldbyrde straf, beskytte samfundet og støtte mennesker i at leve uden ny kriminalitet. Arbejdet kan foregå i et fængsel, arresthus, udslusningsfængsel, en afdeling under Kriminalforsorgen i Frihed eller i en tværgående funktion. Den præcise opgaveportefølje afhænger af arbejdsstedet. Nogle psykologer arbejder primært med indsatte eller klienter, mens andre rådgiver medarbejdere og ledelse om psykisk arbejdsmiljø og belastningsreaktioner.

Klientgruppen er sammensat. Nogle afsoner en kort dom, andre en langvarig fængselsstraf eller forvaring, og nogle er varetægtsfængslede uden at være dømt. Der kan være psykiske lidelser, traumer, rusmiddelproblemer, kognitive vanskeligheder, personlighedsproblematikker, selvskade eller social udsathed. Ikke alle har et behandlingsbehov, og psykologen må undgå at betragte kriminalitet som en diagnose. Opgaven er at undersøge den konkrete problemstilling og arbejde inden for stillingens mandat.

Indledende samtaler kan handle om akut krise, søvnproblemer, angst, tab, isolation eller reaktioner på frihedsberøvelsen. Fængsling ændrer kontakt til familie, privatliv og kontrol over hverdagen. Psykologen skal kunne skabe en professionel alliance i et miljø, hvor klienten måske er mistroisk eller bekymret for, hvordan oplysninger bliver anvendt. Derfor er en tydelig forklaring af rolle, tavshedspligt, journalføring og mulige undtagelser afgørende fra begyndelsen.

En psykologisk vurdering bygger på samtale, relevante sagsoplysninger, observation og eventuelt standardiserede metoder. Spørgsmålet kan være knyttet til psykisk tilstand, behandlingsbehov, funktion eller risiko. En test anvendes kun, når den kan bidrage meningsfuldt, og resultatet skal ses i sammenhæng med sprog, uddannelse, kultur, motivation og situationen under frihedsberøvelsen. Psykologen skal skelne mellem dokumenterede fund, faglige hypoteser og oplysninger fra andre.

Behandling kan være individuel eller foregå i strukturerede programmer. Problemstillingen kan eksempelvis være traumer, angst, depression, vrede, seksualkriminalitet eller mønstre med betydning for ny kriminalitet. Kognitive og adfærdsterapeutiske metoder kan indgå, men metodevalget afhænger af målgruppe, evidens, kontrakt og det konkrete tilbud. Behandling i en straffuldbyrdende institution kræver særlig opmærksomhed på frivillighed, magtforhold og forskellen mellem terapeutiske mål og myndighedens afgørelser.

Kriminalforsorgens regler om sundhedsmæssig bistand fastslår, at indsatte har ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand. Ved behov for psykiatrisk bistand kan en indsat blive indlagt eller overført til et relevant behandlingstilbud. Psykologen må derfor kende grænsen mellem egen funktion og det almindelige sundhedsvæsen. Medicinsk vurdering og ordination ligger hos læger, og alvorlig psykisk sygdom kan kræve psykiatrisk udredning eller behandling uden for det lokale psykologtilbud.

Akutte situationer kan omfatte selvmordstanker, selvskade, voldsom angst, psykosemistanke eller en stærk reaktion efter en alvorlig hændelse. Psykologen bidrager med kontakt, faglig vurdering og anbefalinger og følger institutionens sikkerheds- og underretningsprocedurer. Det er ikke en opgave, der løses alene. Fængselsbetjente, sygeplejersker, læger, psykiatrisk konsulent og ledelse kan have hver deres ansvar, og hurtig videregivelse af relevante oplysninger kan være nødvendig for at beskytte liv og helbred.

Isolation eller langvarig afskæring fra fællesskab kan belaste den indsatte. Reglerne om fællesskab beskriver, at indsatte, der har været afskåret fra fællesskab i mere end fjorten dage, blandt andet skal tilbydes regelmæssige og længere samtaler med eksempelvis præst, læge eller psykolog. I sådanne samtaler kan psykologen følge den psykiske tilstand, identificere forværring og anbefale yderligere hjælp. Psykologen ændrer ikke de sikkerhedsmæssige rammer på egen hånd, men den faglige vurdering kan indgå i institutionens samlede opfølgning.

Tværfaglighed er grundvilkåret. Psykologen samarbejder med fængselsbetjente, socialrådgivere, værkmestre, undervisere, sundhedspersonale, jurister og ledere. Personalet ser klienten i forskellige sammenhænge og kan bidrage med vigtig viden om daglig funktion. Psykologen skal samtidig beskytte fortrolige oplysninger og kun dele det, der er lovligt og nødvendigt. Det kræver præcis kommunikation, fordi både for lidt og for meget information kan få alvorlige konsekvenser.

Dokumentation fylder meget. Journalnotater, erklæringer og faglige udtalelser skal gøre det klart, hvilke oplysninger der bygger på klientens udsagn, hvilke der kommer fra sagsmateriale, og hvad psykologen selv vurderer. I visse sager kan en erklæring fra en autoriseret psykolog indgå i Kriminalforsorgens materiale, eksempelvis ved behandling af spørgsmål om udgang. En erklæring kan påvirke beslutninger og skal derfor være neutral, gennemsigtig og afgrænset til psykologens kompetence.

Arbejdet med tilbagefald til kriminalitet kræver konkrete mål. Psykologen kan hjælpe klienten med at genkende risikosituationer, forstå handlingsmønstre og træne alternative strategier. Det kan handle om impulskontrol, problemløsning, relationer, rusmidler eller håndtering af stærke følelser. Indsatsen virker bedst, når den forbindes med bolig, beskæftigelse, behandling og et realistisk netværk efter løsladelsen. Psykologen samarbejder derfor ofte med andre fagpersoner om en sammenhængende plan.

Kontakt til familie kan både være en beskyttende faktor og en kilde til konflikt. Psykologen kan efter funktion og samtykke inddrage pårørende eller arbejde med klientens forståelse af forældreskab og relationer. Sikkerhed, besøgsregler og dommens karakter sætter rammer for kontakten. Ved seksual- eller voldskriminalitet kræver arbejdet særlig risikobevidsthed og klare professionelle grænser, så hensynet til mulige ofre ikke forsvinder i ønsket om at støtte klienten.

Nogle psykologstillinger retter sig mod medarbejderne frem for de indsatte. Kriminalforsorgens årsrapport beskriver et internt psykologkorps, der leverer psykologfaglige redskaber og viden til arbejdsmiljøet og rådgiver lokale ledelser om forebyggelse af PTSD og andre psykiske belastningsreaktioner. Her kan opgaverne være undervisning, sparring, kriseberedskab, supervision og organisationsrettede indsatser. Funktionen skal ikke blandes sammen med klientbehandling, selv om begge kræver kendskab til fængselsmiljøet.

Sikkerhed påvirker den praktiske arbejdsdag. Psykologen skal følge regler om adgang, alarmer, lokaler, genstande og kontakt. Samtalen skal stadig opleves respektfuld og så fortrolig som rammerne tillader. Det kræver, at psykologen hverken bagatelliserer en reel risiko eller lader sikkerhedstænkningen overtage al menneskelig kontakt. Træning fra arbejdspladsen og tæt samarbejde med erfarent personale er væsentligt.

Vejen til jobbet begynder normalt med kandidatuddannelsen i psykologi, cand.psych. Psykologtitlen er beskyttet. Krav om praksisuddannelse, autorisation efter overgangsregler eller særlige kliniske kompetencer afhænger af stillingen. Fra 2026 gælder nye nationale regler for psykologers praksisuddannelse. Relevant videreuddannelse kan omfatte psykoterapi, psykopatologi, traumer, risikovurdering, neuropsykologi, supervision eller organisationspsykologi.

Nye medarbejdere skal ikke kun lære klientarbejdet. De skal forstå straffuldbyrdelsens regler, institutionens kommandoveje, sikkerhedsprocedurer og samarbejdet med eksterne myndigheder. Etisk refleksion er centralt, fordi psykologen kan opleve spændinger mellem klientens interesser, offentlig sikkerhed og arbejdspladsens behov. Regelmæssig supervision hjælper med at bevare faglig kvalitet og opdage, når pres, frygt eller stærk sympati påvirker vurderingen.