Krisepsykolog

En krisepsykolog hjælper mennesker, grupper og organisationer efter alvorlige eller pludselige hændelser. Det kan være ulykker, vold, dødsfald, røveri, brand, terror, trusler eller andre oplevelser, som overvælder den sædvanlige evne til at håndtere situationen. Psykologen kan arbejde i regionalt sundhedsberedskab, på hospital, i en offentlig organisation, hos en privat leverandør eller som selvstændig. Nogle opgaver er akutte, mens andre består af opfølgning eller egentlig traumebehandling.

Krise er ikke en diagnose. Sundhed.dk beskriver en krise som en alvorlig psykisk belastning, hvor personens hidtidige erfaringer og mestring ikke er tilstrækkelige i situationen. Reaktionerne varierer betydeligt. Nogle bliver urolige, følelsesløse eller forvirrede, andre græder, ryster, sover dårligt eller genoplever hændelsen. Mange kommer sig med tid, støtte og praktisk stabilitet. Psykologens første opgave er derfor ikke at sygeliggøre en forventelig reaktion, men at forstå behov, risiko og ressourcer.

I den umiddelbare fase handler indsatsen ofte om sikkerhed, ro, information og kontakt til netværk. Psykologen kan hjælpe den berørte med at orientere sig, finde nærmeste pårørende, forstå almindelige reaktioner og få overblik over de næste timer eller dage. Praktiske behov som transport, et sted at være, mad og information kan være vigtigere end en dyb følelsesmæssig samtale. Ved større hændelser indgår denne støtte i en organiseret psykosocial indsats sammen med sundhedspersonale, politi, kommune og andre aktører.

Sundhedsstyrelsen bruger psykosocial indsats som samlet betegnelse for krisestøtte, social assistance og senere kriseterapi, hvis der er behov. Krisestøtte er en opgave for både region og kommune, mens kriseterapi er regionens ansvar ved beredskabshændelser, og kommunen kan stå for social assistance. Krisepsykologen skal kende denne arbejdsdeling. Personen kan være én del af indsatsen, men kan ikke alene løse spørgsmål om indkvartering, myndighedsinformation, lægehjælp eller efterforskning.

Ved en større ulykke kan et kriseteam blive udsendt, og der kan etableres et evaluerings- og pårørendecenter i samarbejde med politiet. Psykologen kan møde overlevende, vidner, pårørende til savnede eller omkomne og personale, der har deltaget i indsatsen. Opgaverne skal koordineres, så mennesker ikke gentagne gange skal fortælle samme historie, og så modstridende oplysninger begrænses. Kommunikation skal være sandfærdig, også når der endnu ikke er sikre svar.

Psykologen foretager en løbende behovs- og risikovurdering. Det omfatter blandt andet personens aktuelle kontakt, evne til at tage vare på sig selv, adgang til støtte og tegn på alvorlig psykisk eller fysisk tilstand. Selvmordstanker, psykose, svær dissociation, ukontrollerbar uro eller behov for akut lægehjælp kræver hurtig videre handling. I en livstruende situation er alarmberedskabet vigtigere end et planlagt psykologforløb. Psykologen skal kende lokale visitationsveje og dokumentere relevante beslutninger.

Et centralt fagligt princip er, at alle ikke automatisk skal gennem den samme bearbejdende samtale. Patienthåndbogen på sundhed.dk fremhæver, at enkeltstående psykologisk debriefing til alle efter en traumatisk hændelse ikke har dokumenteret forebyggende effekt mod PTSD, og at nogle undersøgelser har vist mulig skade. Krisepsykologen bør derfor ikke presse mennesker til detaljeret genfortælling umiddelbart efter hændelsen. Indsatsen tilpasses personens behov og tidspunktet.

Psykologisk førstehjælp og krisestøtte kan i stedet skabe sikkerhed, dæmpe yderligere belastning og styrke kontakt til naturlige støtter. Psykologen lytter uden at kræve en bestemt følelsesmæssig reaktion og giver enkel information om, hvad personen kan forvente. Råd bør være realistiske og ikke skabe frygt for, at almindelige reaktioner uundgåeligt udvikler sig til sygdom. Samtidig skal personen vide, hvor og hvornår hjælp kan søges, hvis symptomerne bliver stærke eller varer ved.

Opfølgning er vigtig, fordi alle ikke reagerer med det samme. Sundhedsstyrelsens planlægningshåndbog skelner praktisk mellem en akut og en opfølgende fase og understreger, at der ikke kan sættes en helt præcis tidsgrænse. Nogle fungerer under selve hændelsen og får først problemer, når hverdagen vender tilbage. Andre har tidlige symptomer, der gradvist aftager. Krisepsykologen kan bruge aftalte kontakter eller aktiv opsporing til at opdage dem, som har behov for mere hjælp.

Ved opfølgende samtaler vurderes symptomer, funktion og udvikling. Søvn, koncentration, undgåelse, genoplevelser, vagtsomhed, skyld og påvirkning af arbejde eller relationer kan være relevante. Psykologen ser også på tidligere traumer, psykisk sygdom, tab, social støtte og nye belastninger. En screening kan hjælpe, men er ikke i sig selv en diagnose. Vurderingen skal tage højde for tid siden hændelsen og den kulturelle og personlige måde, reaktionen udtrykkes på.

Hvis der udvikles posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, eller en anden behandlingskrævende tilstand, skifter opgaven karakter. Lægehåndbogen på sundhed.dk beskriver traumefokuseret psykoterapi som førstevalgsbehandling ved PTSD. Krisepsykologen skal have dokumenterede kliniske kompetencer til den metode, der tilbydes, eller henvise til en kvalificeret behandler. En kort akut samtale og et struktureret traumebehandlingsforløb er ikke det samme.

Behandling kan blandt andet arbejde med traumeminder, undgåelse, negative antagelser, stærk aktivering og genopbygning af hverdagsfunktion. Tempo og metode aftales med klienten og tilpasses stabilitet og øvrige problemer. Hvis der er depression, rusmiddelbrug, fysisk skade eller medicinsk behov, kan tværfagligt samarbejde være nødvendigt. Psykologen ordinerer ikke medicin, men kan med samtykke koordinere med læge eller psykiater.

Børn reagerer anderledes end voksne og kan vise belastning gennem leg, kropslige symptomer, irritabilitet, søvnproblemer eller ændret adfærd. Forældre eller andre omsorgspersoner er ofte den vigtigste støtte. Psykologen hjælper de voksne med at skabe tryghed og alderssvarende information uden at overføre unødig frygt. Ved vedvarende eller alvorlige symptomer kræves en børnefaglig vurdering og eventuelt traumefokuseret behandling hos en person med relevante kompetencer.

Familier kan være ramt på forskellige måder af samme hændelse. En person ønsker måske at tale, mens en anden har brug for ro. Nogle kan føle skyld over at være mindre påvirkede end andre. Psykologen normaliserer forskelle uden at ignorere alvorlige tegn og hjælper familien med at lave aftaler om støtte og hverdagsopgaver. Ved dødsfald skal sorg ikke automatisk behandles som sygdom, men komplicerede eller langvarige forløb kan kræve specialiseret hjælp.

Arbejdspladsindsatser kan følge efter vold, trusler, alvorlige ulykker eller en kollegas pludselige død. Psykologen rådgiver ledelsen om kommunikation, samling af medarbejdere, kontakt til fraværende og plan for opfølgning. En fælles orientering kan være nyttig, men medarbejdere skal ikke tvinges til at fortælle detaljer eller følelser i gruppen. Lederen har fortsat ansvar for arbejdsmiljø og praktiske beslutninger, mens psykologen bidrager med faglig vurdering.

Indsatspersonale kan også blive berørt. Politi, brandfolk, ambulancepersonale, sundhedsansatte og andre kan opleve belastende hændelser gentagne gange. En kultur med stærkt kollegaskab kan beskytte, men kan også gøre det svært at bede om hjælp. Krisepsykologen kan rådgive om beredskab, lederstøtte, kollegiale rutiner og adgang til fortrolig behandling. Målet er både at støtte den enkelte og reducere belastninger i organiseringen.

Krisepsykologen arbejder ofte på skæve tidspunkter og med begrænset information. Personen skal kunne pakke relevante materialer, rejse hurtigt og fungere i miljøer med presse, politi og mange berørte. Samtidig må psykologen ikke love at være døgntilgængelig, hvis aftalen ikke understøtter det. Vagtplan, responstid, sikkerhed, dokumentation og overdragelse skal være beskrevet på forhånd, især i private kriseordninger.

Fortrolighed kan være kompliceret, når en arbejdsgiver eller forsikring betaler. Før samtalen skal det forklares, hvilke administrative oplysninger bestilleren får, og om der kan blive delt en overordnet anbefaling. Klinisk indhold bør ikke deles uden gyldigt grundlag. Ved grupper og større hændelser kan fuld fortrolighed mellem deltagere ikke garanteres. Psykologen skal derfor vælge format og information med omtanke.

Uddannelsesvejen begynder med kandidatuddannelsen i psykologi, cand.psych. Krisepsykolog er ikke en selvstændig grunduddannelse, og psykologen bør have praksisuddannelse eller kompetencer efter overgangsordninger, klinisk erfaring, supervision og målrettet efteruddannelse i krise- og traumepsykologi. Relevant viden omfatter akut vurdering, PTSD, sorg, selvmordsrisiko, børn, grupper, beredskabsorganisation og etiske regler. Den konkrete funktion afgør, hvor specialiseret baggrunden skal være.

En psykolog, der behandler PTSD, skal kende evidensbaserede traumefokuserede metoder og kunne vurdere komorbiditet. En psykolog i et beredskab skal desuden forstå kommandoveje og tværsektorielt samarbejde. Erfaring fra terapi alene gør ikke automatisk personen klar til en kaotisk skadestedsnær indsats. Omvendt er erfaring med akut støtte ikke tilstrækkelig til længerevarende traumebehandling uden klinisk metodekompetence. Tydelig afgrænsning beskytter klienterne.