Audiologopæd

En audiologopæd arbejder med menneskers muligheder for at kommunikere. Faget samler viden om sprog, tale, stemme, hørelse, læsning og de biologiske, psykologiske og sociale forhold, der påvirker kommunikationen. Målgruppen spænder fra små børn, der har forsinket sprogudvikling, til voksne, som efter en hjerneskade har mistet dele af deres tale- eller sprogfærdigheder. Audiologopæden kan også arbejde med mennesker med stammen, stemmeproblemer, ordblindhed, hørenedsættelse, tinnitus eller behov for høretekniske hjælpemidler. Det er derfor et bredt fag, hvor den konkrete arbejdsdag afhænger meget af specialisering og arbejdssted.

En central opgave er at undersøge, hvad en kommunikationsvanskelighed består i, og hvordan den påvirker personens hverdag. Undersøgelsen kan omfatte samtaler, observation, standardiserede tests og analyse af tale, sprog, læsning eller hørelse. Resultaterne skal ikke blot føre til en etiket. De skal bruges til at planlægge en indsats, som giver mening for det enkelte menneske. For et barn kan målet være at kunne deltage mere aktivt i undervisning og leg. For en voksen med afasi efter en hjerneskade kan det handle om at genvinde ord, lære nye kommunikationsstrategier og gøre familien bedre i stand til at støtte samtalen.

Behandling og undervisning er ofte individuelt tilrettelagt. Audiologopæden kan træne udtale, ordforråd, sætningsopbygning, stemmebrug eller læse- og stavefærdigheder. På høreområdet kan opgaverne være at vurdere en hørenedsættelse, rådgive om høreapparater og instruere i brugen af høretekniske hjælpemidler. UddannelsesGuiden beskriver desuden arbejde med mennesker med tinnitus og lydoverfølsomhed samt børn med cochlear implant. Her kan forløbene være langvarige, fordi teknisk hjælp og træning skal tilpasses løbende, og fordi kommunikation udvikles i samspil med familie, skole, uddannelse og arbejdsplads.

Samarbejde fylder meget. En audiologopæd i kommunal pædagogisk psykologisk rådgivning, ofte forkortet PPR, samarbejder typisk med børn, forældre, lærere, pædagoger og psykologer. På et hospital kan samarbejdspartnerne være øre-næse-hals-læger, neurologer, sygeplejersker, audiologiassistenter, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Ved rehabilitering efter hjerneskade kan målet være at gøre borgeren mere selvstændig og måske støtte en tilbagevenden til arbejde. Det kræver, at audiologopæden kan formidle faglige vurderinger forståeligt og omsætte dem til konkrete råd, som andre kan bruge i hverdagen.

De fleste går ind i faget gennem en treårig bacheloruddannelse efterfulgt af en toårig kandidatuddannelse i audiologopædi. Københavns Universitet beskriver kandidatuddannelsen som 120 ECTS med fag inden for læsning, audiologi og logopædi. Uddannelsen rummer praksiselementer og praktik, og den kombinerer anvendt sprogvidenskab med blandt andet psykologi, neurologi, anatomi, sociologi, jura og specialpædagogik. Den færdige kandidat får titlen cand.mag. i audiologopædi. Uddannelsen kan læses i København og Odense, og specialisering samt praktikvalg er med til at forme den efterfølgende karriere.

Arbejdsstederne er tilsvarende varierede. Mange audiologopæder arbejder i den offentlige sektor på kommunikationscentre, tale- og høreinstitutter, voksenuddannelsescentre, PPR-kontorer eller hospitaler. Andre arbejder på specialskoler, hjerneskadecentre, universiteter, professionshøjskoler eller i styrelser og vidensmiljøer. I den private sektor findes job blandt andet i høreapparatbranchen, private klinikker og som selvstændig behandler eller konsulent. Nogle går videre med forskning, udvikling af undersøgelsesmetoder eller undervisning af kommende fagpersoner.