Biotop- og vildtplejer

En biotop- og vildtplejer udfører praktisk arbejde, der forbedrer levesteder for vilde dyr og understøtter en planlagt forvaltning af natur og vildt. Jobbet findes især på godser, større jordbesiddelser, skov- og naturarealer eller hos entreprenører og organisationer med naturplejeopgaver. Rollen er mere praktisk orienteret end vildtforvalterens typiske planlægnings- og rådgivningsfunktion, men de to fag kan arbejde tæt sammen.

Titlen har været et speciale på erhvervsuddannelsen til skov- og naturtekniker. Det er vigtigt for nutidige uddannelsessøgende, at specialet ifølge Skovskolens aktuelle oplysninger ikke længere optager nye elever og er under udfasning. Uddannede biotop- og vildtplejere kan fortsat arbejde i faget, og opgaverne eksisterer stadig. Nye ansøgere må undersøge aktuelle beslægtede specialer og uddannelsesveje frem for at regne med et nyt optag på det tidligere speciale.

Arbejdet tager udgangspunkt i biotopen, altså det levested hvor en bestemt sammensætning af dyr og planter lever. Medarbejderen vurderer, hvordan skovbryn, krat, græsarealer, vådområder, vandhuller, markkanter og beplantninger fungerer for områdets dyreliv. Plejen skal passe til en plan og et konkret naturmål. Et område skal ikke ryddes eller tilplantes alene, fordi det ser mere ordentligt ud bagefter.

Praktiske opgaver kan være slåning, beskæring, fældning, rydning, plantning, hegning og vedligeholdelse af vådområder eller mindre anlæg. Medarbejderen bruger håndværktøj, motorsav, buskrydder, traktor og andre maskiner afhængigt af uddannelse og arbejdsplads. Maskinen skal vælges efter terræn, jordbund, naturhensyn og opgavens størrelse. Tunge køretøjer kan gøre skade, hvis jorden er våd eller sårbar.

Beplantninger kan skabe skjul, føde og forbindelser mellem levesteder. Biotop- og vildtplejeren etablerer og passer dem efter planen og tager hensyn til arter, placering og langsigtet drift. En ny plantning kræver ofte beskyttelse og opfølgning, før den får den ønskede funktion. Invasive eller uhensigtsmæssige arter må ikke indføres som en hurtig løsning, og eksisterende naturværdier skal undersøges før indgrebet.

Vådområder kræver særlig omtanke. Plejen kan omfatte friholdelse af udvalgte partier, kontrol af vandstand, hegn eller bekæmpelse af tilgroning efter en godkendt plan. Dræn, vandløb, beskyttede naturtyper og ynglende dyr kan begrænse, hvad der må udføres og hvornår. Medarbejderen skal kende arbejdsordren og kontakte den ansvarlige, hvis forholdene i marken ikke svarer til kortet eller planen.

Vildtets tilstand bliver fulgt gennem observationer og registrering. Opgaver kan omfatte tællinger, spor, kameraer, registrering af yngel, skader eller dødfundne dyr. Metoden skal være ensartet, hvis data skal kunne sammenlignes. Den praktiske medarbejder leverer ofte de lokale observationer, som en driftsleder eller vildtforvalter bruger i den videre planlægning.

Bestandspleje handler ikke alene om at øge antallet af dyr. En bestand skal vurderes i forhold til levested, føde, sygdom, trafik, skader på skov og afgrøder samt andre arter. Fodring, udsætning eller afskydning er regulerede aktiviteter og må kun udføres efter lov og arbejdspladsens plan. Biotop- og vildtplejeren skal kende forskellen mellem en tilladt opgave og et initiativ, som kræver ny vurdering eller tilladelse.

På arbejdspladser med jagt kan medarbejderen forberede terræn, vedligeholde faciliteter, opstille skiltning og medvirke i den praktiske afvikling. Jagtplanen skal beskrive poster, sikkerhedsretninger, kommunikation og ansvar. Våbenrelaterede opgaver kræver de nødvendige tilladelser og kvalifikationer. Ingen medarbejder må udføre en funktion alene på baggrund af interesse eller uformel erfaring.

Skovskolens beskrivelse af det tidligere speciale nævner blandt andet planlægning af jagt, forvaltning af hjortevildt samt opdræt og udsætning af fjervildt. Det er områder med konkrete lov- og dyrevelfærdskrav. Opgaverne skal derfor følge gældende regler, godkendte biotopplaner og virksomhedens instruktion. Historisk undervisningsindhold er ikke i sig selv dokumentation for, at en bestemt praksis er tilladt i dag.

Fjervildtopdræt kan omfatte daglig pasning, foder, vand, hygiejne, observation og vedligeholdelse af volierer. Udsætning må ikke behandles som en ren produktionsopgave, fordi fuglenes velfærd, levested og lovgivning er afgørende. Den ansatte reagerer ved sygdom eller usædvanlig dødelighed og involverer den ansvarlige og relevante fagpersoner. Detaljer afhænger af art og arbejdsplads.

Hjortevildt bevæger sig på tværs af ejendomme, og praktisk bestandspleje fungerer bedst i samarbejde med naboer og lokale grupper. Medarbejderen kan indsamle data, kontrollere hegn, registrere skader og hjælpe med planlagte indsatser. Beslutninger om bestandens størrelse og sammensætning bør bygge på mere end observationerne fra ét enkelt areal. Den praktiske lokalkendskab er værdifuldt, men skal sættes ind i en større sammenhæng.

Naturpleje foregår under flere regelsæt. Beskyttede naturtyper, fredninger, Natura 2000, artsbeskyttelse, jagtregler og kommunale vilkår kan have betydning. Biotop- og vildtplejeren behøver ikke fortolke kompliceret jura alene, men skal kunne læse arbejdsbeskrivelse og kort og opdage, når en grænse eller markering ikke stemmer. Ved tvivl standses opgaven, indtil den ansvarlige har afklaret forholdet.

Arbejdsmiljøet kræver systematik. Motorsav, maskiner, fældning, ujævnt terræn og arbejde nær vand indebærer risiko. Den ansatte bruger relevant certifikat, værnemidler og sikker arbejdsmetode og sørger for afspærring, hvor det er nødvendigt. Skovskolen oplyser, at elever på skov- og naturteknikeruddannelsen opnår motorsavscertifikat, men certifikatet erstatter ikke lokal instruktion til det konkrete udstyr og terræn.

Den tidligere erhvervsuddannelse vekslede mellem skole og oplæring og omfattede blandt andet natur- og biotoppleje, maskiner og teknik, skovdrift, vildtforvaltning, jagtteknik, formidling og publikumskontakt. Retsinformations bekendtgørelse placerede specialet på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme. Det viser, at rollen bygger på et bredt fagligt fundament og ikke blot på erfaring med jagt.

Skovskolens aktuelle kvalitetsdokumenter oplyser, at biotop- og vildtplejerspecialet udfases, og den aktuelle oversigt over skov- og naturteknikeruddannelsen viser andre specialer for nye elever. En person, der ønsker de praktiske naturplejeopgaver, kan undersøge det nuværende speciale skov- og naturplejer og relevante kurser. En senere vildtforvalteruddannelse kan være relevant for personer med den krævede baggrund, men adgang og mål er anderledes.